Skovhøns (Tetraonini), også kaldet urfugle eller årfugle er en gruppe af hønsefugle i fasanfamilien, der hører hjemme i den nordlige tempererede nåleskovszone i Nordamerika, Europa og det nordlige Asien.
Urfugle er mellemstore eller store hønsefugle, der findes i skove, på tundra, i moser, på heder samt i fjelde. De lever på jorden af planteføde og har korte og afrundede vinger. Mellemfoden (tarsen) er fjerklædt og nogle arter har også fjerklædte tæer. I Danmark var urfuglen den eneste repræsentant for denne gruppe indtil den blev erklæret uddød i 2001. Formen urfugl er i øvrigt en omdannelse af det oprindelige årfugl.
Gruppen blev tidligere regnet for en selvstændig familie (Tetraonidae) indenfor hønsefuglenes orden, men regnes nu for en underfamilie (Tetraoninae) eller tribus i fasanfamilien. Den består af ni slægter med i alt 19 arter.
Arter Eksempler på arter er: Dalrype (Lagopus lagopus) Fjeldrype (Lagopus muta) Hjerpe (Tetrastes bonasia) Tjur (Tetrao urogallus) Urfugl (Lyrurus tetrix)
Kilder og eksterne henvisninger
Finn Salomonsen og Gustaf Rudebeck (red.), Danmarks Fugle, bind 1. Branner og Korch, København, 1960'erne. M. Beaman, S. Madge & Klaus Malling Olsen, Fuglene i Europa, Nordafrika og Mellemøsten, Gads Forlag 1998. . Danske navne på alverdens FUGLE Arkiveret version fra juli 2013. Gill, F & D Donsker (Eds). 2015. IOC World Bird List (v 5.1). . Arkiveret John H. Boyd: Taxonomy in Flux Sammenfatning af forskningsresultater indenfor fuglenes fylogenetiske systematik. Arkiveret
Kategori:Fasanfugle