Gråanden () er en svømmeand, der er en almindelig ynglefugl i Danmark og mange andre steder på den nordlige halvkugle, hvor den lever i vådområder som byernes parker, og ofte optræder i flok. Gråanden er stamform til de fleste typer af tamænder, og den opdrættes i stort tal for at blive udsat i naturen før jagtsæsonen eller for at blive slagtet. Føden består af vandplanter og smådyr. Arten er desuden indført til områder på den sydlige halvkugle, hvor den nogle steder betragtes som en invasiv art.
Gråanden, også kaldet vildand, moseand eller stokand, er den mest almindelige and i Danmark, hvor den fortrinsvis er standfugl. Mange trækgæster fra bl.a. Skandinavien ses i vinterhalvåret og bestanden suppleres af opdrættede fugle, der udsættes med henblik på jagt.
Hannen er i pragtdragt mellem oktober og maj og kendes let på sin overvejende grå fjerdragt med grønt hoved, hvid halsring og brunt bryst, mens hunnen som hos mange andre ænder er brunt kamuflagefarvet. Ænder i parker kan være anderledes farvede (ofte mere eller mindre hvide), da de ofte er opblandet med tamænder.
Beskrivelse
Gråanden er blandt de største af svømmeænderne med sine 50-60 centimeter fra næbspids til halespids og en vægt på 800 til 1400 gram. Vingefanget er 81-95 cm lang. Den kan leve helt op til 20 år. Politikens store fuglebogHannen i Danmark vejer i gennemsnit omkring 1200 gram og hunnen lidt mindre.
Hannen (andrikken) i pragtdragt har metalskinnende grønt hoved, hvid halsring, brunt bryst og grålig underside og flanker. Gumpen er sort og nogle af halefjerene er sorte og danner en karakteristisk krølle, en såkaldt andrikkrølle. Næbbet er gult med sort næbnegl, undernæbbet er gulrødt ved grunden. Længden er cirka 53 millimeter.
Hunnen (anden) er brunt kamuflagefarvet og kendes fra andre svømmeænders hunner på de oftest orange partier på næbbet, sin kraftigere bygning, det blå vingespejl og de hvide halesider. Næbbet er mørkt på næbryg og negl, og er oftest orange i siderne. Næbbets farve kan dog variere og være næsten helt sort også i siderne. Længden er cirka 48 millimeter.
De unge fugle i deres første fjerdragt ligner hunnen, men er mørkere og tættere stribet uden U-formede tegninger og med gråbrunt næb uden mørke partier.
Fødderne er orangerøde. Som hos andre svømmeænder, i modsætning til fx dykænder, sidder fødderne næsten midt under kroppen, hvilket betyder, at den bevæger sig nogenlunde ubesværet på land, selvom gangen dog er vraltende.
Stemme
Den velkendte "rappen" er hunnens stemme, der ofte høres i serier som quaark-quaark-quark-quack-quack..., der gradvist bliver svagere mod slutningen. Hannens stemme er et blødt queerp. Under hannens parringsspil høres et fløjtende fiih. Desuden høres et svagt ræb eller ræb-ræbb som kontaktkald mellem fødesøgende ænder.
I efterårsnætter høres ofte de uparrede hunners stemme (rappen), der er blevet kaldt decrescendostemmen. Som hos andre svømmeænder har ællingerne et langtrukkent såkaldt forladthedspip.
Fjerdragten i detaljer
thumb|upright| Både han og hun har et metalblåt vindespejl. Her en andrik.
Den følgende detaljerede beskrivelse af gråandens fjerdragt er hovedsageligt hentet fra Danmarks Fauna af R. Hørring (1875 - 1943), bind 23 fra 1919.
Han i pragtdragt
Hoved og overhals er smukt skinnende metalgrønne, hvor det grønne på halsen nederst afsluttes af en skarp, hvid ring. Forryggen er rødligbrun og gråvatret, hvilket vil sige med fine, grålige bølgelinjer. Skuldrene og de forlængede skulderfjer er grå med mere eller mindre brunligt anstrøg og fint brunvatrede. Bagryggen er mørkebrun, overgumpen og overhaledækfjerene er sorte med svag grøn metalglans. Forhalsen og forbrystet er henholdsvis mørkere og lysere kastanjebrun, hvor forbrystet dog har hvidlige fjerkanter. Bagbryst, kropssider og bug er hvide og fint gråvatrede. Bageste del af undergumpen og underhaledækfjerene er sorte. Vingedækfjerene er brungrå, de nederste hvide med sorte spidser, hvilket derved danner et hvidt og et sort bånd foran det purpurblå, metalskinnende spejl, der også bagtil er kantet af et sort og et hvidt bånd; indadtil er det bredt kantet med fløjlssort. Håndsvingfjerene er brungrå og de inderste armsvingfjer har brede, gråt og rødligt mørkolivenbrune faner. De fire (eller to ) midterste styrefjer er sorte og opadrullede, mens de øvrige halefjer er grå med hvide kanter.
Hun
thumb| En hun i færd med at lande.
Issen er sort med små, gulbrune længdepletter. Det øvrige hoved og overhals er gulbrunligt hvide med en smal, sort længdeplet på hver fjer, dog med et mørkere strøg fra næbbet bagud gennem øjet. Hage og strube er uplettede og gulbrune. Ryg, skuldre og overgump er brunsorte med brede, gulbrune fjerkanter og tværbånd. Underhals og forbryst er rødligbrune med ringformede, mørkebrune midtpletter på fjerene. Kropssidens fjer er mørkebrune med brede, brungule fjerkanter. Bagbryst, bug og undergump er brunlighvide med sortebrune pletter. Vingedækfjerene er mørkt gråligbrune med lysere fjerkanter, hvor spejlet og dets indfatning dog er som hos hannen. De indre armsvingfjer er langt fra så brede og smukt farvede som hos hannen og uden rent askegråt.
Sommerdragt
thumb| En andrik, der gradvis får eclipsedragt (sommerdragt) i løbet af omkring seks uger, hvoraf den er ude af stand til at flyve i de fire
I sommerdragten (eclipsedragten) ligner hannen en del hunnen, men har langt mørkere ryg, ensfarvet brunsort overgump, forbrystet langt mørkere og stærkere rødbrunt farvet. Bagbryst og bug har rundagtige, mørke pletter. Som regel findes lidt spor af vatring på forryg og kropssider og grønlige fjer i tindingerne. Vingedækfjerene er ensfarvede grå, mens spejlet og de smukke inderste armsvingfjer er uforandrede i forhold til pragtdragten.
Fældningen, der varer omkring seks uger, foregår for de gamle hanners vedkommende allerede i juni og juli, hvor de mister flyveevnen i fire uger. De bærer kun denne dragt i kort tid i ublandet form, idet de allerede fra august til ind i november igen får deres pragtdragt. Under denne fældning til pragtdragt mister de dog ikke deres sving- og styrefjer.
De gamle hunner fælder først til sommerdragt i august, når ungerne kan klare sig selv.
Unge fugle
thumb| En ungfugl fra Østrig fotograferet 3. juli.
Unge fugle ligner hunnen, men kan kendes på deres generelt mørkere farve, deres mattere spejl og deres mere gullige ben med mørk svømmehud. Halens styrefjer har desuden et slags indhak i spidsen, så spidsen af skaftet ses. De unge fugle fælder denne dragt i oktober. Dog får de unge hanner først deres første pragtdragt langt ind i november.
Taksonomi og udviklingshistorie
Gråanden blev første gang videnskabeligt beskrevet af Carl von Linné i 1758. Han kaldte arten Anas platyrhynchos, hvor slægtsnavnet Anas på latin betyder 'and' og artsepitetet platyrhynchos betyder 'brednæbbet'.
Gråand parrer sig jævnligt med mere eller mindre nærtbeslægtede arter, hvilket fører til hybrider, som ofte er fuldt forplantningsdygtige. I Danmark kendes fx hybrider med pibeand, spidsand og skeand. Fra det østlige Nordamerika kendes hybrider med den nært beslægtede sortbrun and (Anas rubripes). Det er ret enestående, at afkommet mellem forskellige arter er fertilt. Gråanden og dens tamand-efterkommere er også fuldt indbyrdes forplantningsdygtige.
Gråandens og dermed mange andre andearters oprindelse synes at kunne spores til det nuværende Sibirien og området omkring Beringstrædet.
Underarter
Indenfor taksonomien deles gråanden i to underarter, idet den grønlandske gråand regnes som underarten Anas platyrhynchos conboschas:
A. p. conboschas, Grønland A. p. platyrhynchos, resten af udbredelsesområdet
Andre autoriteter regner dog med tre underarter.
Udbredelse og levested
thumb| Fodring af overvintrende gråænder i byen Jekaterinburg i Rusland
Gråanden er en meget udbredt art, der i Amerika yngler lige fra Alaska i nord til Mexico i syd og på vore længdegrader fra det nordligste Skandinavien til Nordafrika. Det naturlige udbredelsesområde omfatter næsten hele Europa, videre mod øst gennem Sibirien og det nordlige Asien til Japan samt i store dele af Nordamerika inklusiv Grønland. Det vil sige i hele den nordlige halvkugles tempererede og subtropiske zoner, foruden visse tropiske og arktiske områder. Desuden er gråanden indført til visse områder af både Australien og New Zealand.
Gråanden lever i alle slags vådområder, og er meget tilpasningsdygtig. Den yngler således både i lavvandede fjorde, damme, søer samt langs åer og mindre vandløb. Den kan også yngle ved havet tæt under land samt i mergel- og tørvegrave. Den er desuden blevet en hyppig byfugl, der yngler i parker. For alle steder gælder blot, at der skal findes vegetation, fx tagrør eller siv, langs bredden. Den foretrækker forholdsvis lavt vand med vandplanter.
I Danmark er gråanden en almindelig ynglefugl og den almindeligste blandt andefuglene. Man vurderede i 2000 bestanden til at ligge mellem 20.000 og 50.000 par. Desuden udsættes hvert år før jagtsæsonen flere hundrede tusinde fugle. Det blev fx i 2003 vurderet, at der hvert år udsættes 300.000-400.000 fugle, men tallet er uskkert.
De danske ynglefugle er del af den nordvesteuropæiske bestand på cirka 4,5 millioner fugle, der mødes i vinterkvartererne, hvor en opblanding mellem populationerne kan ske ved abmigration, da hanner kan danne par med hunner, der hører hjemme langt fra deres fødested.
Gråanden er overvejende standfugl, mens 15 procent vurderes at være trækfugle, der overvintrer i Vesteuropa mod syd til Spanien. Arten er desuden en meget almindelig træk- og vintergæst fra Skandinavien, Finland, Vestrusland og Østersøegnene. Omstrejfende ungfugle kan ses allerede fra august, mens hovedtrækket kommer i oktober-november og vender tilbage i marts-april. Gråanden er en typisk vejrfugl, hvis træk bestemmes af vejret. Den er derfor særlig talrig i milde vintre.
Føde
thumb| Fødesøgning med hovedet nedad, da gråanden aldrig dykker efter føde
Gråanden æder både planter og smådyr og er alsidig i sit fødevalg. Næbbet er forsynet med lameller og tungen er trævlet, hvilket hjælper til at si vandet for føde, idet næbbet føres langs vandoverfladen, den såkaldte snadren. Gråanden ses ofte søge føde med hovedet nedad og halen i vejret, da den som andre svømmeænder ikke dykker efter føde. Kun i sjældne tilfælde, ved fx fare, ses den dykke. Den søger desuden føde på land.
I Danmark lever gråanden især af frø fra vandplanter som kogleaks, vandaks og sumpstrå, og den animalske føde består af muslinger, snegle, insekter og krebsdyr. Selvom planter normalt udgør hovedparten af føden, kan rugende hunner, ifølge en undersøgelse fra North Dakota, æde over 70 procent animalsk føde. Der findes desuden rapporter om, at gråænder kan tage større dyr som frøer. De halvtamme ænder i byernes parker får suppleret deres naturlige føde med brød medbragt af mennesker.
Ligesom hos andre andefugle sluges føden sammen med småsten, der i fuglens kråse (muskelmave) hjælper til at knuse fx plantefrø.
Allerede fra august samler gråænderne sig for at søge føde i flokke i større søer og fjorde. Om dagen holder de sig mere skjult og i ro, men ved solnedgang letter de, for at søge føde i mindre søer og moser, hvor de aftnen og natten igennem er i bevægelse. Flyvningen frem og tilbage mellem fødesøgningsstedet kaldes henholdsvis aftentræk og morgentræk. Især aftentrækket er et yndet tidspunkt for jægere at jage arten.
Formering
thumb| En rede med æg, hvilket i Danmark normalt ses i april og maj måned