thumb|Nutidens Danmark. Danmarks arkæologiske historie begyndte ved slutningen af sidste istid. De seneste 12.000 år har det område, der i dag kendes som Danmark, været beboet af mennesker. Den egentlige historiske periode begyndte omkring 500 e.Kr., da folket danerne fremkom i skriftlige kilder (Jordanes og Procopius). Fra kristningen af danerne omkring år 960 eksisterede en kongemagt i Skandinavien, som omtrent beherskede det nuværende danske område: Portugal og det danske kongehus danner Europas ældste ubrudte regentlinje. Frederik 10. kan føre sin slægt tilbage til den oldenborgske slægt i det femtende århundrede, og derfra kan en række danske anelinjer føres tilbage til første halvdel af 900-tallet.
thumb|Det danske kernerige i middelalderen. I vikingetiden synes dele af Viken (Sydøstnorge) også at have hørt ind under riget.Harald Hårfagre fra Vestfold? - Norgeshistorie
Danmarks historie har været påvirket af placeringen mellem Nordsøen og Østersøen: Danmark lå mellem Sverige og Tyskland og kæmpede med dem om overherredømmet i Østersøen. Med Sverige kæmpede Danmark længe om herredømmet over Skåne og Norge, og med Hanseforbundet, tyske fyrster og hertuger i lang tid om hertugdømmerne Slesvig (dansk len) og Holsten (tysk len). Desuden har Danmark i de sidste tusinde år ofte været i konflikt med Sverige og de tyske og gottorpske fyrster om deres landområder. Konflikter, som endte med afgivelsen af Skåne, Halland og Blekinge og Norge til Sverige og med afståelsen af Slesvig og Holsten til tyske stater. Ved afståelsen af Norge i 1814 beholdt Danmark de norske provinser Færøerne, Grønland og Island. Nordslesvig kom tilbage efter en folkeafstemning ved genforeningen i 1920, mens Island erklærede sig fri af personalunionen med Danmark i 1944.
Forhistorie frem til sen Jernalder (500 e.Kr.)
thumb|Solvognen fra bronzealderen ca. 1350 f. Kr. er et tydeligt tegn på en religiøs og kulturel udvikling. De første sikre beviser på bosættelse er fra omkring 10.000 år f.Kr., hvor de første beboere i Danmark levede af at jage, fiske og samle. Ager- og husdyrbrug vandt indpas omkring 4000 år f.Kr., da landbruget kom til landet og det fik for alvor området til at udvikle sig, befolkningen voksede, og de første rigtige tegn på kultur og religionsdyrkelse begyndte at vise sig i form af stengrave og jættestuer. Samtidig med indførelsen af bronze i Danmark omkring 2000 f.Kr. begyndte en overklasse at dominere samfundet. De meget store og rigt udsmykkede grave vidner om det. Bronze var et kostbart metal. Omkring 500 f. Kr. blev samfundet ændret, da folk lærte at udvinde og anvende jern. Bønder kunne i mosen finde myremalm, der indeholdt jern, og selv frembringe gode, holdbare redskaber og våben. Jernalderen var præget af en markant befolkningstilvækst, da nye og bedre redskaber kunne opdyrke jorden bedre og bygge både. Handelen blomstrede, som fund af romerske smykker, mønter og våben vidner om.
Genetiske undersøgelser peger på flere migrationsbølger ind i det nuværende Danmark: I den mesolitiske periode blev der observeret en genetisk homogenitet blandt jæger-samlere, hovedsageligt af vesteuropæisk afstamning, i det nuværende Danmark over en periode på omkring 4.500 år.Allentoft, M.E., Sikora, M., Fischer, A. et al. 100 ancient genomes show repeated population turnovers in Neolithic Denmark. Nature 625, 329–337 (2024). https://doi.org/10.1038/s41586-023-06862-3 Ved begyndelsen af den neolitiske periode omkring 5.900 f.Kr. førte ankomsten af bønder af anatolsk afstamning til en brat befolkningsændring, der næsten fuldstændigt erstattede disse jæger-samlere. Omkring 1.000 år senere førte en anden stor migrationsbølge af mennesker af østeuropæisk steppeafstamning til en befolkning, der genetisk set var tættere på nutidens danskere, og til fremkomsten af enkeltgravskulturen.
Danerne og vikingerne (500-1050 e.Kr.)
thumb|Vikingernes rejser. Om danernes oprindelse kan kun gisnes. Nogle kilder taler om, at danerne udgik af Sveas rod: at de vandrede ind fra Sverige. Hvis det er tilfældet, så har de ikke fortrængt den oprindelige befolkning, men har måske som en herskende klasse lagt de indfødte under sig og fortrængt den indfødte kultur. Den første danerkonge, som omtales i udenlandske kilder, hed Chlochilaicus, fortæller en krønikeskriver fra 590 e.Kr. Noget tyder på, at Danmark på dette tidspunkt var præget af større herskabsområder eller høvdingedømmer, og måske var det allerede ved at være et samlet kongerige. Den 800 m lange Kanhavekanal, der blev gravet gennem Samsø cirka 700 e.Kr., vidner om en vis magt. Det gør bygningen af Dannevirke også: den har skullet beskytte et større område mod truslen fra sakserne mod syd.
Vi ved fra skriftlige kilder, at vikingerne hærgede løs i 793 og at klostret Lindisfarne blev plyndret af dem. De næste 250 år dominerede de skandinaviske vikinger store dele af Nordeuropa takket være deres hurtige og sødygtige langskibe. De bragte vikingernes til Amerika i vest og Det Kaspiske Hav i øst. Vikingerne plyndrede ikke kun, men handlede også i stor stil. Bl.a. hentede de trælle i Østeuropa og solgte dem i vest. De koloniserede og bosatte sig også i Normandiet og på Island, og de besatte store dele af England og gennemførte dansk lov (Danelagen) i området. Gorm den Gamle, der døde i 958, regner vi for den første danske konge: hans søn Harald Blåtand skrev det på Jellingstenene, hvor Harald også brystede sig af at have "gjort danerne kristne" ca. 960.
Kristendommens indtog i Danmark
Vikingerne kom i tæt kontakt med andre folk og kulturer, og det var uundgåeligt, at de kom i kontakt med den hastigt voksende monoteistiske religion kristendommen. Historikere mener, at engelske missionærer allerede omkring 700 forsøgte at omvende de asatroende daner. Andre missionærer fortæller, hvor svært det var at vinde gehør hos de ugudelige vikinger. Det var missionæren Ansgar, der fik held til at oprette en kirke sågar i vikingernes største by, Hedeby. Men Ansgars projekt måtte opgives, og æren for at kristne danerne tilfaldt den tyske missionær Poppo, der hundrede år senere (omkring 960) døbte kong Harald Blåtand ved Poppostenen. Om det skyldtes Haralds sande, religiøse følelser er usikkert. Der var snarere tale om et forsøg på at beskytte sig under pavens og kristendommens kappe og undgå hellig krig fra Sydeuropa. Men den nye religions fredsbudskab bremsede ikke vikingernes krigs- og erobringstogter. Svend Tveskæg underlagde sig omkring år 1000 store dele af Norden og derefter hele England, der havde gjort oprør mod den danske overmagt. Hans søn Knud den Store formåede en tid at konsolidere vikingeimperiet, men tiden var ved at løbe fra vikingerne.
Middelalderen
Vikingeimperiets undergang
De danske vikingers stjerne var for nedadgående fra slutningen af Knud den Stores regeringstid. Norge rev sig fri i 1030, og med Knuds død i 1035 begyndte det store vikingeimperium for alvor at knage i fugerne, da England gik tabt. Da kong Knud den Stores søn Hardeknud døde i England i 1042, tilhørte den danske trone i en årrække den norske konge. Svend Estridsen, der var den nærmeste arving tog kampen op og vandt den danske trone i 1047, men Danmarks tid som dominerende magt i Nordeuropa var slut. Nu var Danmark et land på lige fod med nabolandene (se fig 2).
Kirker og kongestrid thumb|Krucifikset fra Gammel Åby Kirke ved Århus fra 1050-1100 er nok Danmarks ældste kirkeinventar.
Svend Estridsens kongetid begyndte med hærgen og uro fra den norske kong Harald Hårderåde, men senere opnåede Danmark fred både indadtil og udadtil, og Svend kunne konsolidere og forstærke sin magt. Fem af Svend Estridsens sønner skulle blive konge de næste mange år. Helt uden problemer var tiden ikke. I 1086 blev Svends søn Knud den Hellige dræbt af utilfredse stormænd, og mordet indledte en længere kaotisk periode. Sandsynligvis følte stormændene, at kongen tiltog sig stadig større magt på deres bekostning. Kirken fortsatte gennem kristendommen at øge sin indflydelse. Kirkens stigende magt udmøntede sig bl.a. i indførelsen af tiende, kirkeskat. Takket være den stigende velstand kunne kirken manifestere sin magt langt tydeligere ved hjælp af de op imod 2000 stenkirker, der afløste trækirkerne i det 12. århundrede. I 1103 fik Erik Ejegod pavens tilladelse til at oprette et ærkebispesæde i Lund, og dermed blev den danske kirke frigjort af ærkebispesædet i Hamburg.
Efter en 30 år lang fredsperiode under Kong Niels (1104-1134) betød drabet på Erik Ejegods søn, Knud Lavard, at der kom 25 års borgerkrigslignende tilstande med fejder mellem slægter, der alle bejlede til tronen. Disse tilstande slutte først med Valdemar den Stores kroning som enekonge i 1157.
Valdemarerne fra år 1157 Valdemar den Store
Med sejren over sin rival Svend Grathe i 1157 blev Valdemar den Store konge over hele Danmark og havde held til at konsolidere sig fra starten. Det afsluttede lang tids intern uro og indvarslede 100 års opgangstid for kongeriget. Uden en stærk, dansk kongemagt havde det slaviske folkeslag venderne i Nordtyskland hærget og bosat sig i det sydlige Danmark (byendelsen -itze på Lolland er sandsynligvis vendisk). Valdemar den Store indtog vendernes hovedby Arkona på Rügen og erobrede Rügen. Valdemars ven og fosterbroder, biskop Absalon, fik overdraget borgen ved byen Hafn, det senere København, og Saxo Grammaticus skrev Gesta Danorum, "Danernes bedrifter".
Under Knud 6. (1182-1202) havde Absalon meget stor indflydelse på styret. Økonomien blev væsentligt forbedret, og flere handelspladser kendes fra den tid. Danskerne handlede især med Østersøens hovedprodukt, silden. Politikken fra Valdemar den Stores tid blev dygtigt fortsat med korstog mod de slaviske folkeslag især i Baltikum, og i slutningen af 1100-tallet var Danmark det stærkeste land ved Østersøen med besiddelser fra Holsten over Nordtyskland til Estland. Det var populært at benytte kristendom og mission til at føre magtpolitik mod hedninger for at få støtte fra den magtfulde kirke og paven. Det lykkedes Valdemar den Store og Knud 6., der havde en biskop ved deres side. Det understreger, hvor godt samarbejdet mellem konge og kirke fungerede.
Valdemar Sejr
Østersøimperiet bestod dog ikke længe, for i 1223 blev Valdemar Sejr taget til fange af grev Henrik af Schwerin, der blev støttet af andre tyske fyrster og den tyske kejser. De tyske købstæder og fyrster var utilfredse med danskernes fremmarch i Østersøen, og som løsesum krævede de opgivelsen af Danmarks nordtyske besiddelser. Det accepterede Valdemar Sejr. Efter et nederlag til esterne i 1227 var det slut med de danske opgangstider i Østersøen. Valdemar Sejr nåede at indføre Jyske Lov. thumb|left|Dannebrog faldt ifølge myten ned fra himlen under et slag i Estland 1219.
De næste konger havde svært ved at hævde deres magt over for adel og kirke, og tyske fyrster forsøgte hele tiden at destabilisere Danmark. Da Christoffer 1. blev konge i 1252, var prisen for at bryde arvefølgen en lang række indrømmelser til stormændene. Kongemagten havde svært ved at hævde sig økonomisk og politisk, og efter Christoffer 1.'s død i 1259 var Danmark nærmest åbent for fjendtlige nordtyske fyrster og hertuger. Med Christoffer d. 1.'s søn, Erik Klipping, forværredes nedgangen. For at beholde kongemagten blev han som den første tvunget af stormænd til at afgive løfter, en såkaldt håndfæstning, og han devaluerede mønten. Deraf måske hans tilnavn "Klipping", fordi han "klippede" mønten.
Den kongeløse tid og Valdemar Atterdag thumb|Næsten hele landet var pantsat mellem 1332 og 1340.